Om Uddannelsesnetværket
Vi er 33 danske NGO’er og andre organisationer, som alle arbejder med uddannelse i udviklingslande. Vi gik sammen i år 2000 for at styrke den danske NGO-bistand til uddannelse, og har siden 2004 kørt netværksaktiviteter med finansiering fra Danida. Netværket er åbent for nye medlemmer!
Netværkets formål er:
• At styrke NGO’ernes faglige kapacitet i forhold til arbejdet med uddannelse i Syd
• At opsamle og formidle faglig erfaring og muliggøre koordinering
• At bidrage til bistandspolitisk debat om uddannelse og udvikling
Aktiviteter og temaer:
Fyraftensmøder, workshops og konferencer
Netværket holder en lang række arrangementer om uddannelsesfaglige temaer, som spænder fra faglige workshops til store konferencer med oplæg af forskere og praktikere fra ind - og udland. På det pædagogiske felt er der fokus på bl.a. kvalitet i undervisningen, brugen af elevcentrerede undervisningsmetoder i Syd, lærernes rolle, modersmåls - og tosproget undervisning, ungdomsuddannelse og beskæftigelse – og meget andet. Vi arbejder også med forskellige metoder i forhold til bistand og læring bl.a: brugen af best practice i forhold til uddannelse, monitorering og evaluering, Action Learning, samt fortalervirksomhed for uddannelse i Syd. Vi sætter gennem debatarrangementer fokus på hvor meget Danmark giver i bistand til uddannelse, inddragelse af civilsamfundet i Syd og udviklingen i den internationale bistand i relation til Education for All og the Fast Track Initiative.
Temagrupper
Temagrupperne er et forum for sparring og erfaringsudveksling mellem organisationerne, og står også bag en række aktiviteter i netværket. Temagrupperne mødes ca. en gang om måneden, og er åbne for alle netværkets medlemmer, både frivillige og ansatte. Grupperne har arbejdet med temaerne læring & udvikling, voksen- og ungdomsuddannelse, monitorering & evaluering, samt unge & oplysningsaktiviteter.
Nyhedsbrev, ressource database, studier og publikationer
Det månedlige nyhedsbrev informerer om uddannelsesnyheder fra Danmark og internationalt. Ressourcedatabasen indeholder rapporter, artikler og en lang liste af links, som vil guide jer rundt i det globale cyberspace på jagt efter spændende informationer om uddannelse og udvikling fra hele verden. Uddannelsesnetværket udgiver løbende publikationer, rapporter og studier med fokus på uddannelse og udvikling og temagrupperne producerer ’værktøjspapirer’ baseret på medlemsorganisationernes erfaringer.
Struktur og samarbejde
Netværket har en styregruppe, som vælges på netværkets årsmøde. Den daglige drift står netværkets koordinator for med kontor hos værtsorganisationen IBIS (se mere om netværkets struktur under vedtægterne på hjemmesiden: www.uddannelsesnetvaerket.dk). Vi samarbejder med andre danske NGO-netværk, Danida, forskere og konsulenter, og vi er medlem af Global Campaign for Education og af UNESCOs Collective Consultation of NGOs on EFA.
Hvordan bliver man aktiv i netværket?
Uddannelsesnetværket er åbent for alle danske organisationer og institutioner, der har en faglig interesse i udviklingsrelaterede uddannelsesaktiviteter i Syd. Netværket er en oplagt mulighed for både små og store organisationer for at lære nyt via faglige arrangementer og deltage i erfaringsudveksling og debat med andre, som arbejder indenfor samme felt. Medlemsorganisationer og institutioner optages løbende ved skriftlig henvendelse til styregruppen. Både medlemskab og de fleste aktiviteter er gratis hvad enten du er ansat, frivillig eller almindeligt medlem af én af medlemsorganisationerne. Man kan også bruge netværket som enkeltperson og deltage i en lang række fyraftensmøder, konferencer og workshops, som er åbne for alle interesserede.
Du kan læse mere om netværket under de forskellige punkter i menuen til venstre og for oven.
Uddannelsesnetværket
Fagligt netværk for dansk NGO-bistand til uddannelse i Syd
c/o IBIS
Nørrebrogade 68B
2200 København N
Tlf.: 35 200 540
Mobil: 26 815 100
Mail: ei@ibis.dk


