TEKNISK/FAGLIG UDDANNELSE OG KOMPETANCE UDVIKLING I SYD
Her har du chancen for at blive opkvalificeret på de nyeste trends og tilgange indenfor teknisk-faglig uddannelse og kompetenceudvikling for unge og voksne i Syd via et træningsprogram specifikt rettet mod danske NGOer. Programmet kører henover 2010 og har fokus på følgende undertemaer: Markedsanalyse & virksomhedssamarbejde, iværksætteri & entrepreneurskab, demokrati & empowerment, finansiering & mikrokredit, landbrugsuddannelser og fortalervirksomhed for teknisk/faglig uddannelse.
Baggrund:
Der mangler i katastrofal grad uddannelses- og beskæftigelsesmuligheder for de meget store ungdomsårgange i mange udviklingslande. Unges rolle både som problem og som ressource er kommet højt på udviklingsdagsordenen i de seneste år, og udfordringerne er store. Unge uden tilstrækkeligt indkomstgrundlag er årsag til migration, social uro og medvirker til forlængelse af krigs- og krise situationer grundet manglende alternativer. Alment dannende og erhvervsrelevant ungdomsuddannelse er en helt uomgængelig faktor, hvis de store ungdomsårgange skal sikres en positiv rolle og bidrage til den generelle udvikling, sådan som det også understreges i eksempelvis Verdensbankens World Development Report 2007, Association for the Development of Education in Africa Biennale 2008 ‘Beyond Primary Education’ og OECD African Economic Outlook 2007 - 2008 tema om Technical and Vocational Skills Development.
Børne- og Ungdomsnetværket og Uddannelsesnetværket har gennem de sidste år i samarbejde sat fokus på teknisk-faglig kapacitetsudvikling og danske NGOers rolle i udvikling af feltet. Der er udarbejdet en database over danske NGO aktiviteter på området, ligesom vi har afholdt en konference og 3 træningsworkshops i design af TVSD programmer. Træningsprogrammet 2010,som man finder her nedenfor, er udformet på baggrund af en behovsanalyse foretaget blandt netværkenes medlemsorganisationer.
Arbejdsform og deltagelse i forløbet:
Deltagelse er gratis for medlemmer af de to netværk (dvs. ansatte, frivillige og medlemmer af organisationerne i netværkene). Der er et max. deltagerantal på 30. Ledige pladser udbydes eksternt mod betaling på beløb mellem 250 og 500 kr.
Vi opfordrer medlemsorganisationerne til at tilmelde to deltagere fra hver organisation – vi ved af erfaring, at der i langt højere grad gøres brug af ny viden, hvis flere fra samme organisation har indgået i erhvervelse af ny viden.
Modulerne er bygget op som workshops. De faciliteres af eksperter som bidrager med ny viden og state-of-the-art, hvad angår NGO-interventioner med fokus på teknisk-faglig uddannelse. Samtidig er de tilrettelagt, så der via case-præsentationer sikres erfaringsudveksling og gensidig inspiration mellem deltagerne, ligesom den nye viden sikres applikeret til den enkelte organisations fokus og kapacitet via selvstændigt arbejde med temaer, praksis og udfordringer.
Temaer og moduler:
Følgende emner vil i løbet af året indgå i et udbud af workshops:
• Landbrugsuddannelser
• Markedsanalyse & virksomhedssamarbejde
• Iværksætteri & entrepreneurskab
• Finansiering & mikrokredit
• Empowerment demokrati og fortalervirksomhed
Den første workshop holdes 17. juni 2010 og handler om teknisk-faglig landbrugsuddannelse. Læs mere og tilmeld dig her
De andre emner bliver udbudt løbende – hold øje med hjemmesiderne for hhv. Uddannelsesnetværket og Børne- og ungdomsnetværket: www.uddannelsesnetvaerket.dk og www.bu-net.dk


